Del: - -

Artikel: Kemisk risikovurdering hos Unibrew

Kemisk risikovurdering er lovpligtigt, men mange virksomheder er stadig i tvivl om, hvordan det kan gribes an. Hos Royal Unibrew, et af Danmarks førende bryggerier, var arbejdet med at komme i gang med kemisk risikovurdering en anledning til at kigge på arbejdsprocesser med friske øjne. Her deler de deres erfaringer.

Det var ikke nyt for Ulrik Johansen at arbejde med kemi. Som kemimand hos Royal Unibrew er han netop ansat til at sikre, at der er styr på kemien i bryggeriets mange processer. Det kan for eksempel være ved pasteurisering, eller når rørene skal renses, hver gang produktionen skifter mellem forskellige typer øl.
Alligevel var det en stor opgave at skulle i gang med at lave kemisk risikovurdering.

”Jeg havde noget erfaring med kemisk risikovurdering, så derfor fik jeg opgaven med at få sat det i system. Vores bryggeri i Faxe var allerede gået i gang, så tanken var, at vi kunne kigge på deres risikovurderinger og tilpasse dem til vores bryggeri, Albani. Det var faktisk vores udgangspunkt, og så var det egentlig bare at komme i gang”, fortæller Ulrik Johansen.

Sådan gjorde vi

Det første trin var at danne sig et grundigt overblik over alle arbejdsprocesser, og hvilke kemiske produkter, der bliver brugt. Her måtte Ulrik Johansen gå systematisk
til værks, for han var forholdsvis ny i virksomheden. ”Jeg kendte jo ikke fabrikken, så jeg måtte starte helt
fra bunden. Jeg inddelte først i afdelinger: Bryggeri, tapperi, værksted, lager og laboratorie. Så gik jeg over
til dem, afdeling efter afdeling, og spurgte ind til hvilke processer og produkter, de bruger. Først gik jeg selv
rundt og fik et indtryk af det hele. Så tog jeg et møde og gennemgik alt sammen med dem – hvad bruger I
egentlig det her produkt til?” forklarer Ulrik Johansen. På den måde udnyttede man indsigterne fra dem, der
dagligt arbejder i afdelingerne og fik samtidig friske øjne på arbejdsprocesserne.

”Vi fik taget stilling til det hele på en ny måde. Man opdager, at der er nogle processer, man har gjort på
én måde i årevis, som ikke nødvendigvis giver mening længere. De nye øjne på det giver anledning til at
spørge: ’Skal vi gøre det her anderledes? Man opdager også produkter, hvor man tænker ’Hvorfor har vi
overhovedet det her?’ Vi fik ryddet op og skilt os af med en masse”, fortæller Ulrik Johansen.

Registreringen af produkter og processer foregik først helt lavpraktisk i et Excel-ark. Derefter blev det
samlede overblik videregivet til en konsulent, som virksomheden havde indgået et samarbejde med. Ulrik
Johansen beskriver deres overvejelser: ”Vi valgte at få en konsulent ind over for at være sikre på at komme
ordentligt fra start. Det er begrænset, hvor mange processer man udskifter, så vi ville gerne have et godt grundlag at arbejde videre med. En konsulent kan hjælpe med at stille de rigtige spørgsmål, så man kommer rundt om det hele - og ikke kun det i hverdagen, også de processer og produkter man sjældent bruger”.

Ud fra virksomhedens information om arbejdsprocesser og produkter indhenter konsulenten sikkerhedsdatablade og gennemfører selve risikovurderingen. Eksponeringsgrad er en af de ting, Ulrik Johansen konkret havde forholdt sig til for at give konsulenten de rigtige oplysninger at arbejde ud fra: Hvor ofte og hvor længe bruger medarbejderne et bestemt produkt eller udfører en bestemt arbejdsproces.

Kemisk risikovurdering trin for trin

  1. Kortlæg alle arbejdsprocesser, hvor I bruger kemiske produkter, eller hvor der udvikles farlig kemi.
  2. Vurder risikoen ved hver enkelt arbejdsproces: Hvor farlig er kemien? Hvordan sker udsættelsen?
  3. Vurder, om jeres medarbejdere er godt nok beskyttet, og undersøg, om I kan fjerne eller minimere risikoen.

Implementering i dagligdagen

Et afgørende element af kemisk risikovurdering er instruktion af medarbejderne. For Royal Unibrew er
det helt centralt at få implementeret den kemiske risikovurdering i dagligdagen.

”Folk har været gode til at hjælpe, og det har fået en god modtagelse. Vi har stadig sikkerhedsdatabladene
stående fysisk ved kemiprodukterne, men nu kan alle medarbejdere også logge ind i vores kemidatabase. Der
hænger også infoskærme i kantinen. Hvis jeg printer en etiket, kan jeg sætte en QR-kode på, så man kan få
hurtig adgang til risikovurderingen. Vi har for eksempel etiketter på slanger med kemiske produkter. Der er
også labels på alle hylder - hvis du står med et produkt, og produktnavnet ikke er at finde på en label, så
betyder det, at det et nyt produkt, og at der skal laves en kemisk risikovurdering”, beskriver Ulrik Johansen.

Der er også indført en fast procedure, når der indkøbes nye produkter. Indkøbsafdelingen undersøger om det
pågældende produkt har været igennem en kemisk risikovurdering, inden de indkøber. Hvis der er tale om
et nyt produkt, skal det forbi konsulenten.

En anden del af videndelingen er mundtlig instruktion. Faste morgenmøder er en allerede etableret ramme
for at videregive information. Afdelings-, produktionsog teamledere kan også klæde medarbejderne på, og treholdsskift betyder, at virksomheden allerede har erfaring med at dele information på tværs af
teams og tidspunkter.

”Vi har også den fordel at vores medarbejdere er vant til at arbejde med lignende
instruktion. Vi har masser af arbejdsbeskrivelser i forvejen. Når der er nye folk, kan de hurtigt finde ud,
hvad der skal gøres”, fortæller Ulrik Johansen.

En afledt effekt af den kemiske risikovurdering hos Royal Unibrew var muligheden for at følge op med
forbedringsforslag. ”Man får et indblik i, hvor man kan forbedre tingene. En del kan endda være nemt
at udrulle. Vi opdagede for eksempel, at vi brugte latexhandsker, som kan give allergi.

Nu skal vi se, om vi kan finde et godt alternativ”. Ulrik Johansens proces med kemisk risikovurdering har været lærerig: ”Jeg vil anbefale, at man gør det. Man lærer meget om sin arbejdsplads”, afslutter han.

Tre gode råd

Til andre virksomheder, der skal i gang med kemisk risikovurdering, har Ulrik Johansen følgende råd:

  1. Hvis man er usikker på hvordan man griber kemisk risikovurdering an, kan man få en konsulent ind over.
  2. Sæt jer ordentligt ind i de arbejdsprocesser, som I har i jeres virksomhed og hvilke produkter, I anvenderi.
  3. Ryd op. Man bliver overrasket over, hvad man finder derude – både af produkter og måder at gøre tingene på.

Hent artiklen som PDF her

Gå til "Lav kemisk risikovurdering - det er sund fornuft"


Senest revideret den 22. april 2024